Inden fredagens kamp mod Horsens gav spillerne hinanden hånd på, at der skulle ydes en indsats og at vi skulle prøve at hæve niveauet en tand i forhold til de seneste kampe. Vi havde forberedt os godt og havde en klar strategi om hvad vi ville.
Strategien lykkedes til fulde og da først vi opdagede at tingene fungerede, ja så fik pigerne en stor tro på egne evner. Fejlene var få og spillet flot – mere præcist kan det nok ikke siges.
Første halvleg blev vundet med 15.7 og målsætningen med også at vinde 2. halvleg blev holdt til resultatet 30-18.
Horsens forsøgte at komme tilbage i kampen efter pausen ved at skrue op for både lyd og fysik i forsvaret, men det var bare ikke Horsens kamp i Skivehallerne i aften. Effekten varede kort, og Skive var hurtigt tilbage i sporet igen.
Der skal lyde en stor ros til hele holdet. Jeg vil dog fremhæve Jane og Marianne ved denne lejlighed. De to piger har været toneangivende hele sæsonen og har virkelig leveret varen. I dag var bestemt ingen undtagelse!
Nævnes skal det også, at Anne-Kathrine Danielsen udviste stor mental styrke i dag. Hvis der var nogen der var ked af nederlaget i Horsens, så var det A.K. Vi har haft snakket igennem ugen om hvordan opgaven kunne løses og A.K har set video fra sidste kamp. I dag var der ingen slinger i valsen og A.K var bund solid og sikker i sine afslutninger. Stor ros og stor vilje – dejligt at se.
Stine spillede med feber og ondt i halsen, men kæmpede som en gal i forsvaret og bandt tingene flot sammen. Søster Sidsel er ved at være tilbage i fuldt vigør og det er vi alle glade for.
Caroline Hedegaard var, om nogen, en konstant kontratrussel i dagens kamp og hvis ikke jeg husker helt galt, så er hun 100% på sine afslutninger og laver 7 på 7 – flot!
Vores to “små” U18 piger, Maria og Majbritt, bidrager med mere og mere og vi er rigtig glade for at have jer med og ser rigtig meget frem til at skulle bruge endnu mere tid sammen med jer.
Det var sidste aften med Kliken for Pernille Blach. Pernille har fået nyt job på Sjælland og rejser tilbage i denne weekend. Vi kommer til at savne dine kommentarer Pernille og vi glæder os til du kommer og sætter kulør på vores holdfest.
Endelig skal vi huske vores “Baby” som igen i dag viser klassen. Anne Sofie, som der er tale om her, afløste Marianne i målet i 2. halvleg. Det var ingen let opgave, for Marianne havde så at sige ikke lavet en fejl og havde holdt meget højt niveau – så er det jo dejligt at “baby” går ind og holder samme niveau og bare fortsætter stimen af redninger og fine udkast.
Det var flot håndbold af Skive fH her til aften. Dejligt at se på, dejligt at være en del af og rigtig positivt at se, at så mange havde droppet x-factor for at se på os i stedet (Både Skive og Horsens har altså også nogle kønne piger, så det er da meget bedre at se på de to hold end på halvdårlige kopier af andre folks sange)
Man skal også huske at sige noget pænt om modstanderen når der nu er noget pænt at sige: Horsens havde bestemt ikke nogen heldig aften i Skive. Der var ikke meget der gik deres vej. Helle Walentin måtte hurtigt forlade banen pga. sygdom og Camilla Fangel faldt uheldigt ned på knæet og måtte udgå i 1.halvleg (vi håber ikke at det er alvorligt). Horsens har et ungt og meget lovende hold og de bliver rigtig spændende at følge de kommende sæsoner.
