I det, for øvrigt vældig fine, kampprogram som AGF havde fået fremstillet op til lørdagens kamp kunne man læse, at AGF nærmest vadede i skader og på det nærmeste ikke kunne stille et hold. Både Maja Heinze, Henriette Hansen og Vibeke Bay var således ude med skader og skulle spares i en kamp hvor AGF åbenbart ikke forventede at have en chance. Ligeledes kan man læse på den udmærkede håndboldside europamester, at AGF kun havde 1 udskifningsspiller (på den fine billedserie kan man se den ene spiller formere sig til 3-4 stykker). Lad os så lige slå fast at: Alle de nævnte skadede spillere var på banen i kampen og at AGF havde betydelig flere end én spiller at skifte ud med.
Følgende udtalelse er helt og aldeles for egen regning: Jeg synes at taktik er fint og man kan da helt sikkert også gøre brug af diverse små tricks, men når man bruger en hel side i et kampprogram på at beskrive et “sandt skadeshelvede” og forklare udførligt at den og den spiller ikke kan spille pga. skader, at man vil spare både den ene og anden fordi at man ikke regner med at have en chance for point, ja så undres jeg. Jeg forstår simpelthen ikke den form for strategi. Formålet er jo rimelig klart: Vi skulle nedvurdere AGF og ikke tage opgaven alvorligt, og så skulle vi åbenbart blive voldsomt overraskede når de skadede spillere pludselig dukkede op på banen. Eneste problem er, at vi har set og hørt den smøre før og ingen hoppede på den historie – Som sagt kan jeg kun undres over at energien bruges på sådanne ting.
Til selve kampen, som AGF faktisk havde stor ære af.
Vi startede fint i 1. halvleg, men efter 10 minutter begyndte vi at slække på koncentrationen. Forsvaret var ikke til stede og AGFs Norske spiller fik alt for lette afslutninger. Samtidig spillede vi noget utålmodigt i angrebet og AGF blev på baggrund af flot fight og god indstilling lukket ind i kampen. En time-out hjalp gevaldigt på indstillingen og hurtigt bragte vi os klart foran. Så var det AGFs tur til en time-out og med lige så stort held. En simpel mandsopdækning af Rikke og så mistede vi igen tålmodigheden og evnen til at dække op.
I pausen må jeg indrømme, at jeg talte med lidt store bogstaver. Der skulle mere indstilling på og der skulle mere tempo og arbejdsiver ind i kampen. Det skete desværre ikke og et stykke ind i 2. halvleg kom AGF helt op og var kun bagud med 1 mål, men vi var altså aldrig nogensinde i fare for at tabe kampen eller miste point. Et par hurtige udskifninger gjorde udslaget og så kom der gang i den igen. På ingen tid etablerede vi igen en solid føring og den blev holdt kampen igennem.
At vi absolut ingen problemer har med at score mål fremgår af resultatet og at vi ikke dækkede specielt godt op og at begge målvogtere havde en mindre heldig dag, ja det fremgår også klart af målscoren. Vi spiller i perioder rigtig flot i begge ender af banen og vi fik vist, at hverken 1 eller 2 mandsopdækninger kan afholde os fra at score mål.
Jeg tror at vi, på trods af at vi ikke har brugt tid på det, har haft SønderjyskE kampen i hovedet, og netop den kamp kommer der fuld fokus på nu. Vi kan glæde os over, at Mette Jensen er i konstant fremgang. Hun er sikker i sine afslutninger og bidrager med et fantastisk humør og stort gå-på-mod. Jane Schumacher har fundet storspillet frem og spiller igen en fremragende kamp med 9 rene mål. Der skal også deles store roser ud til Sidsel B. Nielsen, som gang på gang bare yder en god indsats og altid byder ind når det er tiltrængt. Anne Kathrine Danielsen spillede en rigtig fin kamp alene på højre fløj med 5 sikre scoringer som resultat (Mille har vi sendt en tur til Hawai).
Nu gælder det fokus frem mod SønderjyskE og så skal vi bare glæde os over, at vi præsterer rigtig godt i denne sæson.
Mette Jensen
Jane Schumacher
